Det største maskefald

Fredag d. 28 februar 2025, vil for altid stå som en skamplet i det historiske forhold mellem EU og USA. For med et 50 minutter langt møde mellem præsident Volodymyr Zelenskyj og den amerikanske præsident Donald Trump, blev EU bekræftet i at man ikke længere kan regne med USA, som partner i kampen mod den russiske aggression.

Tværtimod virker det mere som om, at amerikanerne løber russernes ærinde, ved at lægge maksimalt pres på ukrainerne, når man gentager løgne i en lind strøm, som intet hold har i virkeligheden. Og når man samtidig virker til at tage aggressorens parti, og belønne dem ved at starte krigen.

Lad os bare lige tage nogle af de løgne præsident Trump nævnte i løbet af sit møde med præsident Zelenskyj:

Løgn #1: Ukraine startede krigen

Her kunne præsident Trump lytte til sin tidligere Vice President, Mike Pence, som er noget mere klar i mælet, hvad angår aggressor/offer i krigen mellem Ukraine og Rusland.

Rusland startede krigen - længere er den ikke.

Løgn #2: USA har givet 350 milliarder dollars til Ukraine i støtte

Her har vi at gøre med et tal der ikke er i nærheden af virkeligheden. Ifølge den tyske tænketank Kiel Institute for World Economy, som har tracket den militære, finansielle og humanitære hjælp til Ukraine siden slutningen af januar 2022 og til slutningen af december 2024, har USA bidraget med 114,149 milliarder dollars i alt. Et tal langt fra de 350 milliarder dollars som præsident Trump og vicepræsident JD Vance brugte i deres samtale med præsident Zelenskyj.

De 114,149 milliarder dollars svarer i øvrigt til 0,527 af USA’s BNP.

Løgn #3: Amerikansk hjælp vs. europæisk hjælp

I samme ombæring kunne man også høre præsident Trump forklare, at USA har brugt 200 milliarder dollars mere end Europa.

Ser vi igen på Kiel Institute for World Economy, kan man se at Europa (EU medlemmer og institutioner plus Island, Norge, Schweiz og Storbritannien) har givet 132 milliarder dollars i bistand sammenlignet med USA’s 114,149

Og dermed var grundstenen lagt til det største bagholdsangreb i nyere tid, hvor præsident Zelenskyj ud over at forholde sig til det ufattelige antal af løgne, også skulle forklare alt fra sit tøjvalg til hvorvidt han overhovedet havde udvist taknemlighed overfor amerikanerne (det behøver man bare se nærmere på præsident Zelenskyjs opslag på X, for at kunne konkludere han så rigeligt har gjort)

Jeg kalder det et bagholdsangreb, fordi præsident Trump og vicepræsident JD Vance havde alle muligheder for at stoppe det vi så, inden det eksploderede ud af proportioner. Havde de haft den mindste smule empati for Ukraine, havde de bedt pressen om at forlade det ovale kontor.

Men begik Zelenskyj fejl?

Man kan i hvert fald diskutere, hvorvidt den ukrainske stab overhovedet skulle have godkendt formatet. Altså, at de to statsledere skulle sidde for rullende kameraer til en sceance som virkede malplaceret, når man tænker på, at Zelenskyj var i Washington for at underskrive en aftale vedrørende mineraler. Og samtidig afvikle sceancen uden brug af oversættere med de udfordringer det kan medføre.

En aftale som amerikanerne i øvrigt opfatter som værende en sikkerhedsgaranti, hvordan det så end skal forstås.

Mødet endte som bekendt i en ydmygelse af præsident Zelenskyj, og jeg er af den overbevisning at det var et tilrettelagt bagholdsangreb på den ukrainske præsident, i et forsøg fra præsident Trump på at få afsluttet krigen hurtigt. Et statement den amerikanske præsident har fremlagt flere gange, som værende den eneste der er kapabel til.

Og det må man forstå, at den amerikansk-ukrainske økonomiske symbiose bestående af mineraler ikke kvalificerer sig til fra et ukrainsk (og europæisk) perspektiv.

Hvad betyder det fremadrettet?

Mindre end 48 timer efter mødet mellem præsident Zelenskyj og præsident Trump samledes en ny alliance for at drøfte de fremtidige europæiske muligheder.

Anført af premierminister Keir Starmer kaldte Storbritanien til krisemøde med målet om at danne en “coalition of the willing”.

Og umiddelbart efter mødet kunne man forstå på statsminister Mette Frederiksen at hun havde “et åbent sind” i forhold til at spørgsmålet om hvorvidt der skal sendes danske styrker som del af en fredsbevarende indsats. Noget som præsident Emanuel Macron byggede videre på, ved at foreslå en månedlang våbenhvile, i et forsøg på at teste om Rusland og præsident Putin ville handle i god tro.

Præsident Zelenskyj virker dog ikke til at have den store tro på en midlertidig våbenhvile, og refererer til tidligere forsøg på våbenhvile mellem de to parter. En våbenhvile som Rusland forbrød sig imod 25 gange, og som præsident Zelenskyj altså derfor ikke har tillid til at russerne ville overholde.

Derfor mener jeg, at der skal sikkerhedsgarantier til, fra enten Europa eller USA (hvis ukrainerne stadig har tillid til amerikanerne) før Ukraine kommer til at imødekomme nogen form for våbenhvile

Vladimir Trump

Med bare 6 uger på magten har præsident Trump orkestreret en total omkalfatring af den politiske orden, som vi ellers kender den.

Det fik ikke mindst danskerne at føle, da præsident Trump truede med at overtage Grønland med både militær magt og derefter økonomiske sanktioner. En NATO allieret truede en anden NATO allieret. En retorik vi ellers normalt hører fra Rusland.

Men resten af verdenen fik også øjnene op for USA’s nyfundne syn på verdenen, da de sammen med Rusland stemte imod en europæisk resolution, der skulle fordømme Moskvas handlinger og støtte Ukraines territoriale integritet. Af andre lande der stemte imod resolutionen finder man Nordkorea og Belarus.

Og ikke mindst da præsident Trump kaldte præsident Zelenskyj en diktator og beskyldte Ukraine for at starte krigen.

Med ovenstående oplevelser in mente, må Kina sidde og gnide sig i hænderne og omvendt må Taiwan være rædselsslagne for hvad fremtiden skal byde på, når man kan se at den forsvarsmekanisme man troede man kunne stole på, lige pludselig er blevet en del af den akse man kæmper imod.