Er AI som Covid?

Isoleret set er overskriften lidt underlig, for umiddelbart burde de to ikke have noget med hinanden at gøre.

Derfor vil jeg gerne have lov at forklare.

Vi skruer tiden tilbage til 11. marts 2020. Vi befinder os i Statsministeriet. Her har statsminister Mette Frederiksen taget opstilling sammen med direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, sundhedsminister Magnus Heunicke, rigspolitichef Thorkild Fogde samt direktør i Udenrigsministeriet, Erik Brøgger.

Meldingen på det historiske pressemøde er ikke til at tage fejl af.

Danmark lukker ned.

I de næste 14 dage lukkes skoler, daginstitutioner og dagtilbud, ligesom der er forsamlingsforbud for mere end 100 personer. Offentligt ansatte, der ikke har en kritisk funktion, sendes hjem.

En uge efter, d. 18. marts, er der forbud mod at samles mere end 10 personer, ligesom frisører, restauranter, storcentre med mere lukker ned.

Man sendte altså i stor stil folk hjem, og det private blev opfordret til at gøre det samme, så man kunne dæmme op for smitten.

Ifølge Dansk Statistik arbejdede 40 % af de beskæftigede danskere hjemme i andet kvartal af 2020.

Og så til min pointe:

For her beviste man, at man under coronapandemien var i stand til at tage de nødvendige forholdsregler, for at samfundet, som vi kender det, stadig kunne hænge sammen, samtidig med at man dæmmede op for en dødelig virus.

Man satte altså store systemer i gang for at holde hånden under både virksomhederne og ikke mindst danskerne, da man kunne se, at coronabølgen ville bevæge sig igennem Danmark (og resten af verdenen).

Virksomheder fik lov til at udskyde betaling af indkomstskatter, moms og arbejdsmarkedsbidrag, ligesom man i det offentlige blev sendt hjem med løn for en periode.

Når recessionen rammer

Nu melder næste bølge sig i horisonten. Og ja, jeg ved naturligvis godt, at AI og corona ikke tjener nogen sammenligning rent sundhedsmæssigt. Men det er heller ikke pointen her.

Pointen er, at man allerede nu kan se, hvad der ligner en tsunami i horisonten, men som man ikke virker til at reagere på.

Store virksomheder som Intel, Microsoft og Blackrock er allerede begyndt at fyre folk på grund af AI. Og en rapport af Goldman Sachs mener, at AI kan erstatte 300 millioner jobs på verdensplan.

Det er selvfølgelig spekulation lige nu, da det er de færreste, der har nogen viden og en ærlig chance for at vide, hvordan jobsituationen kommer til at tage sig ud i fremtiden.

Jeg kan dog nemt forestille mig, at næste gang verden måtte ramme en recession, får vi virkelig at se, hvor meget AI er værd for virksomhederne.

For fælles for alle recessioner er fyringer. Og når der bliver fyret, vil virksomhederne automatisk blive tvunget over i brugen af AI for at holde virksomheden kørende. Recession medfører en interesse for økonomi. Og vi ser også i recessioner, at de helt store teknologiske hop bliver lavet.

Se bare under corona, hvordan vi alle pludselig fandt ud af, at vi kunne arbejde hjemmefra ved hjælp af teknologi som eksempelvis Zoom. Og selvom der har været et push fra virksomhedernes side for at få folk tilbage i kontorbygningerne, så skabte det en form for normalisering af at kunne arbejde hjemmefra, som mange ansatte stadig nyder godt af den dag i dag.

Mange undersøgelser peger dog også på, at AI vil generere en masse nye jobs. Og det er jo sådan set rigtig godt, for der bliver brug for dem. AI vil dog fjerne en masse af de jobs, som særligt unge og nyuddannede tager i starten af karrieren. Der vil derfor blive skabt en større skævvridning mellem ung og gammel, som vil forplante sig andre steder i samfundet. For uden mulighed for et job vil det ligeledes være sværere at få adgang til ejerbolig, som yderligere vil skabe en økonomisk skævvridning ung og gammel iblandt.

Jobs som receptionister, jobs i detailhandlen og jobs, der kræver analyser, vil forsvinde. Det samme ser ud til at kunne ske for revisorer, journalister, grafikere og folk, der arbejder med udviklingen af software. Ifølge Pew Research Center kan op mod 30 % af jobmulighederne inden for mediebranchen automatiseres af AI i 2035.

Trying to hold on to worthless jobs is a terrible but popular idea. Trying to find new jobs for billions of people is a good idea but obviously very hard because whatever the new jobs are, they will probably be so fundamentally different from anything that exists today that meaningful planning is almost impossible. - Sam Altman, blogpost fra 2015

Hvad gør vi, når vi stopper med at arbejde?

Så hvad er løsningen? Er det at lukke øjnene og håbe på, at vi opfinder en masse nye jobs, som det skete under fødslen af internettet, hvor jobs som webudvikler, e-commerce manager og cybersecurity specialist så dagens lys?

Andre taler om, at vi ikke længere behøver at arbejde, men at AI vil skabe så meget indkomst for samfundet, at det vil være muligt at give folk en, frit oversat, universal indkomst, eller på dansk, borgerløn.

Altså en indkomst, som du får som borger af samfundet, uden at der bliver stillet krav eller forventninger om, at du skal bruge dem på noget specifikt.

Og det vil uden tvivl fjerne en masse økonomisk stress for folk med de laveste indkomster.

Det var i hvert fald en af konklusionerne fra et studie i Finland, hvor man har testet universal basic income i praksis.

Det vil til gengæld også medføre en skævvridning blandt rig og fattig i samfundet, da UBI på 560 euro, som i det finske studie, for mange vil være for lidt at leve af, og for andre vil være ekstra penge, som de reelt ikke har brug for, men kan bruges til at investere og dermed skabe en endnu større formue, og dermed rykke rig og fattig endnu længere fra hinanden.

Det økonomiske er én ting, men noget andet er også, hvad det gør ved folk rent mentalt og psykologisk ikke at skulle arbejde. For mange mennesker binder deres person op på deres arbejde. Deres arbejde er en stor del af deres identitet, og hvis man fjerner den ved UBI, giver man altså mange mennesker et tomrum i livet, som jeg ikke ved, hvordan man skal kunne udfylde.

Hvem skriver lovene, mens AI omskriver verdenen?

Så hvordan laver vi lovgivning for AI, hvis AI kommer til at tage 40-50 % af jobsene? Som vi kunne se under corona, kan man altså godt reagere hurtigt og effektivt, når store dele af arbejdsstyrken bliver sat ud af kraft.

Men den store forskel på AI og covid er tempoet. Hvor corona spredte sig lynhurtigt, og vi som samfund fra uge til uge måtte indrette os, er tempoet ikke helt det samme som med introduktionen af AI.

Ikke endnu i hvert fald.

AI bevæger sig mere som en bølge ude i horisonten, hvor vi lige nu ikke aner, om det er en bølge, vi kan surfe på, eller om det er en tsunami, der smadrer vores samfund, som vi kender det.

Og det afspejler sig også i den måde, lovgiverne går til måden at lave lovgivning på. For på nærmest samtlige parametre er lovgiverne bagud.

Teknologisk sidder lovgiverne ikke med den knowhow, der skal til for at kunne træffe kvalificerede beslutninger – den knowhow er sjovt nok hos AI-selskaberne selv.

Måderne, hvorpå AI kommer til at ramme vores samfund, synes lige nu også at være altomfattende, så det at prioritere i, hvilke grene af samfundet der skal behandles først, synes lige nu også at gøre lovgivningsprocessen langsom.

Og det forstår man jo godt. For man kan jo komme på hundredvis af spørgsmål, som der skal tages stilling til ved brugen af AI:

• Skal AI implementeres i våben, og i hvor høj grad må våben med AI tage beslutninger, der kan føre til dødsfald?
• Skal AI kunne tage beslutninger i det offentlige, når sagsmateriale på borgere skal gennemgås?
• Skal AI kunne bruges til at diagnosticere i sundhedsvæsenet?
• Skal AI bruges til kriminalprævention ved at lave profiler af borgere?
• Skal AI bruges aktivt eller udfases på uddannelserne?
• Skal AI bruges ved kreditvurderinger eller til at udregne din skat?
• Skal indhold, der er lavet med AI, karakteriseres som unikt eller som ulovlig kopiering og dermed brud på ophavsretten?

Der er med andre ord rigtig mange steder at starte, med tusindvis af synspunkter, interessenter og parter, som mener, at lige præcis deres område af brugen af AI er det vigtigste.

Under corona havde vi smittetal, kurver og grafer, der kunne fortælle os ret præcist og specifikt, hvordan sygdommen udviklede sig. Der blev lavet lovgivning via hastelove, holdt pressemøder og vist handlekraft, hvor det stik modsatte ligner at være tilfældet, når snakken drejer sig om AI. Her gennemgås et hav af høringer og rapporter, som fører til en langsommelig debat.

Da Danmark lukkede ned i marts 2020, viste vi, at vi som samfund kan reagere hurtigt og handlekraftigt, når en trussel rejser sig i horisonten. Dengang var det en virus, der satte alt på pause.

I dag står vi igen og kigger mod horisonten. Denne gang er det ikke en pandemi, men en teknologisk revolution, der nærmer sig – stille, men med potentialet til at vende op og ned på arbejdsmarkedet, samfundsøkonomien og vores menneskelige identitet. Vi aner ikke, om det bare er et lille skvulp eller en tsunami, vi står og ser på.

Spørgsmålet er, om vi venter med at handle, til bølgen rammer os – eller om vi begynder at tage de nødvendige samtaler og beslutninger allerede nu.